Collage og påskeklip |
Kreativitet handler for mig ikke så meget om at ”få lavet noget” som ”at lave noget”. Jeg kæmper altid lidt med sproget her – det danske ”Kreativitet” er lidt klodset forbundet med det lidt gammeldags ”kreere” (hvor tit siger vi det?).
Det engelske Creativity er skønnere forbundet med create, der selv i bydeform lyder som noget man godt gider. CREATE! Yes ma’am. Det gider jeg godt.
Jeg gider også gerne fordybe mig – det sker faktisk ofte helt af sig selv - at jeg glemmer tid og sted, og endnu federe: glemmer mig selv.
At sætte mig selv derhen hvor mit hoved holder op med at styre og mine hænder tager over – er for mig det fedeste sted. Det er ren spa – i hvert fald for mig.
Så jeg sætter mig hen, ret bevidst, og ret regelmæssigt. Jeg synes ikke altid jeg har tid – og synes jeg har tusind andre ting jeg burde gøre. Pligter og mere fornuftige gøremål, der hver dag presser sig på. For slet ikke at nævne de ufornuftige – tidsrøverne – alt det der flimrer (som min salig far sagde, dengang det var det, i retrospektiv relativt uskyldige, TV-apparat der var tidsrøveren). Men for mig svarer det til at springe måltider over: jeg kan godt, men jeg bliver gnaven senere.
Hvad gør du? Sætter du dig velvilligt? I trods? Sætter du dig langt sjældnere end du ville ønske? Eller slet ikke? Og hvad sker der når du gør?
No comments:
Post a Comment